de små ting man pludseligt finder ud af

Jeg flyttede mit bestik op til kærestedyret i går aftes.

Min hyggelige hobby med at finde bestik med fint mønster på i genbrugsbutikker er ikke så sød når den er ved at forårsage nedbrud i bestikskuffen. Den knager sært hver gang jeg vil ha en kniv...

mandag hele ugen

Jeg har haft den særeste fornemmelse hver gang jeg så i et spejl i dag, det var lissom om, at der var noget anderledes ved mig og jeg kunne sq ikke helt sætte fingeren på hvad det var.

Her for 3 kvarter siden, ser jeg mig så i spejlet (igen) og SER hvad det er jeg har prøvet at fatte hele dagen, jeg ligner Prins fucking Valiant med den længde og stil mit hår har nu!

Jeg har lige bestilt tid til at blive klippet i morgen.

jeg havde overvejet det så længe, men alligevel

Jeg har fået lavet en tatovering. Min første og jeg er meget glad for den. Kigger beundrende på den og aer den dagligt. Den symboliserer og skal huske mig på at selvom noget er simpelt i sig selv, så vil det altid hænge sammen med andre ting og på den måde være kompleks.

Under en uge efter jeg fik den lavet gik det op for mig, at det ved jeg jo faktisk godt. Det ved jeg jo faktisk helt vildt godt, det er jo nærmest min mantra at ingenting er simpelt, men altid hænger sammen med andre ting og derved er mere besværligt - undskyld udfordrende - end man tror fra starten.

I ca 2 sekunder var jeg paf og lidt sådan 'damn! den er jo for helvede kun PERMANENT, tøs! wtf to do now' så indså jeg at det stadigvæk er rigtigt, selvom det er noget jeg er fuldt bevidst om og i og med den viser det ene viser den også den anden side: nemlig at noget der er komplekst også bare består af enkeltdele der ofte er meget nemmere at overskue end helet. Og dét er måske meget godt for mig at huske, engang imellem (eller hele tiden).

lejlighedstanker

Nå.

Som jeg måske har nævnt en gang eller to har jeg fået mig det der kærestedyr, som jeg har tilbragt umådeligt meget tid med, og i samme ombæring umådeligt lidt tid i min egen lejlighed (hans passer bare bedre til 2 personer).
Så hver gang jeg diskret fremhoster fakta angående hvor længe det er siden jeg egentligt har tilbragt mere end 15 minutter i min egen lejlighed, endsige sovet der, spørger folk: hvorfor er det lige du stadig har en lejlighed selv?

Men altså...

Vi HAR jo ikke kendt hinanden mere end... (tænker og regner) knap 5 måneder, og det ér bare noget andet hvis jeg pludseligt ikke havde min egen. Tænker jeg...

Og altså... han ér jo ufatteligt dejlig og jeg tror ikke han har forfærdelige hemmeligheder eller hæslige karaktertræk jeg ikke kender til (det lød bare lidt forkert, hm?)...

Oh fuck it. Nogen gange tænker jeg at det ville være nemmere bare at flytte rigtigt ind, især fordi vi jo HAR boet sammen siden vi mødtes. Jeg har fyldt mad, mel og tøj ind hos ham uden hæmninger, men argh! hvad nu hvis alting ændrer sig hvis jeg flytter rigtigt ind?

Crap

Måske skal jeg bare lade det flyde

migmigmig!

Jeg er sådan en der læser på masser af blogs, men næsten aldrig kommenterer.

Det er måske egentligt ikke godt i ånden af at vise hvor meget jeg egentligt holder af at læse med rundt omkring, men jeg synes tit bare det blir noget ral, når jeg skal tvinge mig selv til at sige et eller andet, til en random blogpost. Jeg vil bare lige sige at jeg læser med derude, nyder det vældigt meget og blir super inspireret :-D

Anywho. Jeg er blevet tagget af TBS aka The Blogless Sister (ret misvisende navn efterhånden egentligt), jeg skal skrive 10 ting om mig selv, jeg har en grum mistanke om at jeg for nogle måneder siden er blevet tagget flere gange, hvor jeg bare aldrig fik gjort noget ved det... beklager! Det var i en periode med mindre overskud og det var en af de ting der blev sorteret fra.

1. Jeg har indtil videre spist 2 bananer og 1 pære på arbejdet i dag.

2. Jeg har aldrig været særlig god til at sige 'jeg elsker dig', men jeg bliver langsomt bedre. Tak kagedåser og kærestedyr.

3. Jeg synes selv min håndskrift er blevet pænere med årene, men bestemt ikke mere læselig for andre.

4. Jeg er virkelig god til at ødelægge mine briller, så jeg tror endelig jeg har besluttet at jeg bliver nødt til at have et ekstra par.

5. Det var 4 punkter i træk der startede med 'jeg'. Det er jeg yderst begejstret over, faktisk. Faktisk ville jeg ha skrevet 'egentligt taget' i stedet for 'faktisk' i den sidste linie, men så kom jeg i tvivl om hvorvidt det hedder 'egentligt talt' eller 'egentligt taget' og med alle de stave- og ordnazier der er i min omgangskreds turde jeg ikke.

6. I samme ombæring er jeg altid lidt bekymret når jeg skriver 'lissom', 'osse' og 'ha' i stedet for de rigtige ord. Frygter altid lidt at Ibber og TBS kommer efter mig.

7. Jeg har fået en sang på hjernen, den er vist nok fra MC Fight Night, så måske hedder det en rap i virkeligheden? Problemet er at jeg kan kun starten, og jeg ville virkeligt gerne kunne resten også. Den lyder sådan her:
Yo Quark det' din føs'da'. Den skal du fejre med Tjalfe og Røskva.
Tjalfe han har købt dig en kyskage. men han er egentligt ligeglad med det' din føs'da'!
Kom frisk, hvem ved hvor det er fra, så jeg kan lære resten?

8. Det irriterer mig grænseløst når jeg ikke kan finde ud af den slags ting.

9. Jo mindre jeg siger, jo mere bekymrer jeg mig over et eller andet.

10. Jeg er faktisk god til mit job, når jeg tager mig sammen og gør det.

Jeg har set den her har faret over blogland som en ildebrand, men jeg prøver at tagge nogen jeg ikke har set få den, så here goes: Klidmoster og eh.... crap. seriøst - vil I evt. bare tage den til jer?

pis oss

Jeg er ikke sikker på jeg nogen sinde lærer det.

Hver eneste gang jeg skriver her på bloggen at det går godt med vægten og i særdeleshed tab af samme, så er det sq lissom om det går galt igen. Hver gang. But why? Er det mit overmod der vælter mig? Når jeg offentligt ytrer at det går godt og jeg har styr på det, tror jeg så, så meget på det at jeg slet ikke behøver gøre mig umage længere? What?

Jeg er sur og ved at blive tykkere, men det skal fandme være løgn! Jeg hverken gider eller vil. Desuden (undskyld mor) så løb jeg bag moderen min til Marselis løb her i går og tænkte, øj, så stor behøver min mås ikke blive og da jeg så løb ved siden af hende og lurede lidt på vores skygger og generelle kropsform derigennem, gik det op for mig at jeg måske allerede var der. Crap.

Hele min dans lørdag aften til reggae, står pludseligt i et markant mere skarpt og brutalt lys, no wonder jeg havde så god plads på dansegulvet...

nix, jeg stopper

Jeg gider ikke være voksen mere.

Jeg skal være ansvarlig for mine handlinger, være opmærksom og engageret i mit arbejde (OG ansvarlig, faktisk både for mine handlinger og det jeg siger), jeg skal selv sørge for jeg får rigtig mad og ikke spiser kager og drikker kakao hele dagen, jeg skal osse gøre rent efter mig selv og sørge for mit hygiejne niveau er i orden...

jeg gider ikke mere

Helle for at kunne ligge i sengen eller sofaen og spise is eller kage eller slik eller måske nachos hele dagen, bare drikke sodavand og se serier og film og spille og lave ingenting

jeg gider ikke diskutere vision og mission mere, jeg gider ikke rette templates til og overveje og være konstruktiv. Lad mig nu sove i fred, iggå

nye (sære) opdagelser

Jeg har lige lært noget om mig selv.

Egentligt vidste jeg det vel godt et eller andet sted tilbage i hjernekulen, men det var ikke noget jeg havde skænket den mindste tanke endsige var bevidst om.

Nå, jeg har jo fået den der kæreste, og det er ikke fordi jeg bor hos ham, jeg har bare ikke sovet i min egen seng i ca. 2½ måned. Muligvis har vi snakket om at vi kunne tage på ferie nede i min lejlighed, det ville være lissom at tage i sommerhus (minus vandet, vejret og udsigten), for der er ingenting dernede, så det ville være totalt primitivt og udflugtsagtigt.

Anywho, jeg skiftede sengetøjet oppe i dyrets lejlighed og indså pludseligt at det vil føles mere rigtigt på en måde, den dag jeg har vasket mig igennem alt sengetøjet, for det føles helt sært at lægge noget på jeg ikke havde haft fingrene i gennem hele processen.

Det her gav mere mening i situationen...

diverse ral

... og bortset fra det

Totalt den særeste weekend længe. Jeg skyder skylden på hormoner, ellers ved jeg sq ikke hvad der er i vejen. Jeg har svævet rundt i limbo, ugidelighed og ubeslutsomhed. Jeg har været udenfor lige præcis 2 gange denne weekend og første gang var primært for at købe ind til kagebagning. Og jeg er tilsyneladende blevet afhængig af at spille Napoleon - jamen hallo! kunne det ikke ha været et spil med udvikling i? Jeg forstår bare ikke hvorfor det er så svært at trykke 'Afslut' i stedet for 'Spil et spil mere', tilgengæld er jeg ved at være rimelig hardcore og min succes nærmer til 100%...

Men apropos kager, så kommer der lige en lille update på mit projekt 'tab rigtig meget'. Det er sq snart et år (faktisk 10 måneder) siden jeg besluttede at jeg ville tabe mig. Jeg HAR fået min cykel (ikke helt efter planen, men pyt med det) og faktisk har jeg tabt ca 10 kg i den tid. Det har så stået mere eller mindre stille de sidste par måneder, men jeg har holdt vægten uden problemer, så det ser jeg stadigvæk som en succes.

Nåmenaltså jeg ville bare lige sige det, fordi det lyder så pænt og jeg trænger til at skub så jeg kan komme ned under det næste runde tal på vægten.

Såeh...

Hejhej!

reaktioner

Nu har jeg jo sådan set ingen ide om hvordan det er for andre, jeg formoder (i min naivitet) at det er nogenlunde ligesom for mig.

Nogen gange reagerer jeg på en situation ud fra hvordan verden engang hang sammen for mig. Det sidder på rygradden og sker nærmest instinktivt.
Det der er svært i de situationer er dels at se, det sker og at vurdere situationen ud fra den virkelighed jeg eksisterer i nu. Altså at registrere reaktionen, træde et skridt tilbage og se på om den giver mening i konteksten og min verden.
Det er jo nærmest umuligt; i situationen er der en reaktion og så er det jo sådan, det der med at se en selv udefra... well, det blir sq nemt noget meta-agtigt bøvl, overtænkning og navlegranskning. Den direkte vej til at blæse problemer større op end de er og nogen gange skabe problemer hvor der ikke er nogen.

Blir det meget kryptisk det her?
Det er egentligt ikke med vilje, den konkrete situation kan bare ikke genfortælles og jeg synes ikke jeg vil digte noget til blogindlægget.

sommerferie, eller rettere dens afslutning

Nå, jeg er tilbage på arbejdspinden efter 3 ugers ferie, damn det var dejligt, jeg har lavet så lidt og bare været tilstede så meget, at det føles som 2 måneders ferie når jeg tænker tilbage på det.

Der blev skabt nye vaner med kærestedyret, f.eks. savner jeg at kunne spise morgenmad ved 10-11 tiden til 1 afsnit eller 2 af Farscape, spille computerspil hele dagen eller tage et eller andet sted hen og fare vild på nogle små veje, mens man ser totalt ukendt og smukt landskab.

Vi fandt ud af vi godt kan tilbringe 9+ timer sammen i bil på de tyske og hollandske veje og motorveje, vi er ikke helt enige om musikken, men det er jo ikke hans skyld at jeg bare har en bedre smag.
En af de ultimative teste blev også bestået i fin stil: vi er både effektive og kan samarbejde når der skal slås telt op, tilgengæld har vi nu indkøbt en luftpumpe. Det er simpelthen for ineffektivt at puste en luftmadras op med munden, dels larmer det uhyggeligt meget og dels var jeg flere gange bekymret for om kærestedyret var ved at dø af iltmangel. Han påstod jeg ikke kunne finde ud af at gøre det ordentligt, så han pustede den op hver gang. Sjovt nok generede det mig ikke skide meget.

Hvad ellers?

Jeg satte næsten ny rekord i hvor lang tid jeg kunne gå uden bad, uden at føle afsky ved mig selv (der skal ret meget til, kan jeg fortælle de interesserede).

Jeg har sået karse

Hver gang jeg har flyttet ting ned i min egen lejlighed, har jeg taget flere med tilbage (f.eks. karsefrø).

Jeg synes det er hårdt at være på arbejde igen.

that's it

Jeg nægter at bruge resten af mit liv på at være bange for at gøre noget forkert og derfor ikke gøre noget som helst.

Det er mit liv sq for kort til, og oprigtigt talt: tænk på alle de oplevelser man går glip af!

ved ikke hvorfor

Jo tak, det går faktisk rigtig godt her.

Det er også derfor jeg ikke helt forstår, hvorfor verden nogen gange suger sig hårdt og snurrende sammen til en kugle i mit bryst hvor mit eneste svar er at krumme mig sammen om mig selv i en tilstræbt kugle og forsøge at skylle det væk.

Jeg var vågen i går nat, forstod ikke hvorfor jeg græd og ingen af mine tanker gav mig en god grund til min reaktion.

Så jeg løb en tur og var tilbage i seng kl 1.

Det er lissom om det hjælper på meget mere end rastløse ben.

det mest spændende emne i hele verden

Okay, jeg læste et blogindlæg af Sharon Astyk - der i øvrigt er ufatteligt sej - og faldt over nedenstående stykke af teksten, og det har summet bagerst i mit hoved siden jeg læste det. Det er indirekte det resten af indlægget handler om bare med en kraftig vinkling over til ressourcemæssig, økonomisk, økologisk, medmenneskelig ansvarlighed og ansvar overfor vores jord.

Det jeg diskuterer herunder er kun med henblik på rengøring etc. Ikke jordens generelle tilstand :-D (men det er i øvrigt en utrolig interessant blogpost hun har begået)

Udpluk fra blogindlægget:
"Oh, wait, I remember. I've heard it from assorted guys over the years, who just grin and shrug and say "I'm just not good at doing laundry." Or "I never get the diapers changed properly, they always leak, so my wife does it." It reminds me of an ex of mine who, when I asked when it would be his turn to clean the toilet he said "I just don't notice the toilet and you do." Mmmmhmmmm..."

De første 2 udtalelser er i mine øjne totalt tåbelige, en nem udvej når man ikke gider gøre sig umage og det bare er nemmere at en anden gør det, mens man selv leger hjælpeløs. Selvfølgelig altid en mulighed, men sq lidt dumt altså.

Men den nederste udtalelse, altså det er måske bare mig, men jeg har aldrig tænkt at det kunne være forkert? Det er da sådan, jeg som regel tænker det. Altså, at medmindre man har en aftale om rengøring på x,y,z tidspunkter så er det vel den der først bliver træt af at se på det i dagligdagen, der gør noget ved det?

Er jeg helt ude i hampen?

flot

Jeg har lige kaldt min kæreste ved min ex-mands navn. Ikke under sex, gudskelov, men stadigvæk ikke et af mine fineste øjeblikke.

Nå, tricket er lidt, at jeg tror jeg ved, hvorfor jeg gjorde det. Jeg var til "Yay! Jeg er totalt meget færdig" komsammen lørdag og dels fordi der var den nuttedeste baby EVER (ja, det siger jeg hver eneste gang jeg møder/holder/ser/aner en baby i horisonten, men det er SANDT!) og dels fordi vi kom til at snakke om grunde til at få børn og især grunde til at få børn, vi virkeligt syntes var dårlige.

En af de dårligste nogensinde, var vi ret enige om, er den der med at få et barn for at redde forholdet. Jeg er glødende enig i at det er en totalt elendig grund til at få et barn, dels et dybt uretfærdigt pres at lægge på et barn og dels så fungerer det jo sjældent sådan at grundlæggende principper i et forhold ændrer sig når der kommer barn eller børn. "Når barnet først bliver født SÅ..." Nix, nope og njet. Ting og issues fortsætter, fordi livet jo lissom bare forsætter bagefter, der er stadigvæk en dagligdag med problemer og alt det andet.

Så jeg er virkeligt imod det som grund og alligevel var det min taktik i mange år, gudskelov kom der ikke noget barn ud af det, men i virkeligheden tror jeg godt jeg forstår hvorfor nogen gør det. For mig handlede det ikke om logik eller at være velovervejet, det var en slags desperation, der snarere satte logik ud af spil, for jeg argumenterede stadig overfor andre hvorfor det var totalt dumt, mens jeg forsøgte mig med præcist den taktik... Jeg vidste godt det var en dårlig ide (for alle andre), men det ville klart være den rigtige vej frem for vores forhold, det var jo klart, hvis vi bare havde et barn sammen, SÅ...

Det var først da jeg indså det med, at problemerne fortsætter på den anden side, at folk netop ikke ændrer sig så markant på grund af en enkeltstående begivenhed at jeg indså hvor utroligt farligt og dumt det jeg gjorde, var.

Alt det her lå jeg og tænkte på her til aften, tænkte meget på hvad jeg tænkte dengang og den situation jeg var i, tænkte på min ex. og så smuttede det sq, skod nok.

Jeg tror det er pga. ovenstående jeg er så glad for, at den der glødende fornemmelse af at måtte og skulle ha et barn NU! er forsvundet. Jeg vil vældigt gerne have barn og børn, men det haster sq ikke og det er bestemt ikke noget jeg ikke kan vente med; f.eks. vente med til det er et glødende behov af årsager, der ikke handler om at ændre noget, jeg selv bliver nødt til indse og konfrontere.

snik og feriesnak

Det er fredag, ved at være tættere på fyraften, men stadig alt for langt fra.

Jeg har været grusomt træt hele ugen og det er fortsat i dag, jeg drømmer om weekend, kold cola, afslapning på altanen eller ved vandet og at sove. Bare sove og sove indtil jeg faktisk er udhvilet. Jeg skal nok klare næste uge, det er den sidste inden 3 ugers uafbrudt ferie og gud i himlen! hvor jeg glæder mig. måske tager jeg fri fredag, bare fordi jeg kan og fordi 5 arbejdsdage måske alligevel er lidt for mange.

Jeg skal lave ingenting, med ingenting på. Besøge venner og familie, drikke vin og cola på hverdage uden at ha dårlig samvittighed, tage på udflugter, se om jeg overhovedet kan holde ham kæresten ud med så meget tid på vores hænder, sove længe, måske vende rundt på døgnet bare fordi jeg kan, sørge for at bruge tid alene og være ego, få lavet min tatovering måske?

Det vigtigste er at få pulsen helt ned og glemme arbejdet fuldstændigt. Bare nyde livet.

Og nu dapper jeg over og køber en kold cola, så kan de sidste par timer inden weekenden bare komme an!

på forhånd undskyld

Okay, det her er måske et sært spørgsmål, men bear with me...

Hvor tit går I i brusebad?
Er det en daglig foreteelse og involverer det bare at blive skyllet over eller er det også daglig hårvask?

Er det sjældnere og i givet fald hvorfor?

Det er bare fordi, jeg synes egentligt jeg er ok præsentabel, men den eneste årsag til at jeg går i brusebad er for at vaske hår eller - og det vil jeg godt indrømme, selv i den her carbon-reducing tidsalder - hvis jeg fryser og bare trænger til varme. Jeg bliver selvfølgelig vasket hver dag, men brusebad er kun ca 2 gange om ugen, og det synes jeg egentligt passer fint.

Så hvis I vil dele, hvad er jeres vaner og vigtigere: hvorfor?

kærestetanketænker

Hvad er et forhold egentligt? Er der nogle nøgleelementer der SKAL være tilstede før det er ok? Er der en bestemt måde?

Når jeg skriver det ned kan jeg godt se hvor fjollet det er, for selvfølgelig er der lige så mange slags forhold som der er mennesker. Hele tanken om at man kan sætte det på skema virker hovedløs, eller jo, man kan da prøve, men jeg tror kun der kommer dårlige ting ud af det. Er der nogensinde kommet noget godt ud af at forsøge at tvinge folk ned i en bestemt form?

Jeg er tydeligvis ikke så god til de der færdig støbte blogindlæg med færdige pointer som en fin lille krølle til sidst. Jeg holder ellers meget af dem, men sådan fungerer min hjerne ikke.

Nå, tilbage til emnet.

Sagen er at jeg just har fået en kæreste, (almindelig jubel, måske er der nogen der kaster med blomster og flag?) og jeg kan virkeligt mærke at jeg tænker og tænker over en masse ting, især fordi mit sidste forhold var.... eh... komplekst og ikke sundt. Så der er en masse ting jeg skal lære igen og nogen ting jeg skal lære for første gang med hensyn til alt det der med at være 2.

Og...
Well, altså jeg ved sq ikke om han er 'the one', jeg har ingen anelse om hvorvidt jeg er sammen med ham om 10 år eller bare 1. Jeg har slet ikke lyst til at lave den der langtidsplanlægning. Jeg er alt for forvirret til at gøre det og lige nu synes jeg slet ikke jeg har behov for det. Okay indrømmet, jeg tænker heller ikke langtidsplanlægning fordi jeg slet ikke har fornemmelsen af, at vi vil det samme, så lige nu nyder jeg bare (og udskyder, virkelig en god taktik (NOT)).

Men jeg kan bare mærke hvordan mit bryst nogen gange knuger sig helt sammen når jeg ser på ham, jeg er ved at fatte at han vil MIG, bare fordi jeg er mig (og dét er sq da mærkeligt). Jeg ved at jeg bare kan snakke løs til ham eller være sær eller stille eller larme. Jeg begynder at forstå at mine ønsker og tanker er vigtige, jeg er ved at lære at jeg er vigtig.

Det er skide svært.

Tricket er lidt, i forbindelse med det jeg startede med, at sådan som jeg har det med ham og det vi har, nogen gange tænker jeg om det er forkert.
For jeg kan godt lide at det er hverdag, at det er afslappet, at der ikke er et pres for at nå noget bestemt eller være på en bestemt måde. Jeg kan virkeligt godt lide når han smiler, den måde hans øjne rynker på og jeg kan mærke helt inderst i mig hvor meget han holder af mig og jeg af ham.
Jeg kan godt lide at det føles som hverdag og helt naturligt. Jeg kan godt lide at det ikke altid er store falbelader, at det ikke alt sammen er eventyr.

Og jeg ved ikke om det er forkert, om det burde være mere stormende, mere noget?

totalt indsigtsfuldt

Jeg vil godt indrømme, at jeg er sådan en der taler om vejret, nogen gange også meget og flere gange om dagen. Jeg vil også gerne indrømme at jeg har bitchet over den danske sommer so far.

Det sidste vil jeg gerne trække i mig igen nu og undskylde overfor alle jeg har belemret med det synspunkt.

Jeg havde totalt glemt min egen teori og beslutning om at årstiderne da helt klart snarere følger jævndøgn og solhvervene snarere end 1. marts/juni/september/december.

Og det passer jo tydeligvis! det er sommer solhverv i dag, og der skulle blive varmere, varmere og mere sommerligt fra nu af. Point proven without a doubt.

Faktisk blev det også rigtig vinter ca. midt i december, og jeg kan helt sikkert godt hale andre tilfælde (og kun dem) der understøtter min teori ind. :-D

fagre nye verden

Det er sq lidt pudsigt

Jeg har haft en kæreste i en uge nu, men det er ikke annonceret på fjæsbogen, så jeg har den særeste fornemmelse af at det ikke er sket helt rigtigt. Det irriterer mig meget! at sådan et elendigt socialt site skal betyde så meget for hvordan jeg opfatter mig selv og mine relationer i verden...

Måske er det også lidt fordi der reelt ikke er sket nogen ændring, det er bare et ord der er blevet sat på noget der havde fungeret som en kæresteforhold i lang tid. Det eneste der har ændret sig er hvad vi kalder det, ikke hvordan vi har det og er.

Derfor irriterer det mig stadig grusomt at det er lissom om det skal annonceres inden det eksisterer, jeg er for helvede ikke et træ der falder ude i en skov, vel?

sommertøj ftw

Jeg har besluttet at det er sommer.

Så i morges da jeg skulle finde tøj var jeg totalt ligeglad med at der generelt er mellem 15-17 grader udenfor, vi er jo midt i juni! Så jeg hoppede i knickers og t-shirt, bare for at sige 'fuck dig' til vejret, nårh ja og så måske en undertrøje, man er vel for hulan pragmatisk selvom jeg også har udfordret vejret.

tankefnuller

Jeg tænker dybe tanker i dag.

Eller okay, i virkeligheden glor jeg længe og dybt i egen navle, mens jeg forundres evigt over hvor fantastisk og kompleks den er. Det kan jeg gøre i lang tid, i det mindste ved jeg dog at det er hvad jeg gør... Bær over med mine udgydelser :-D

De handler om hvorfor man tilbringer tid sammen med nogen og hvordan det kan være svært at skille de forskellige grunde ad.

Er jeg her fordi jeg var ensom, savnede nogen at sove i ske med, at sidde sammen med i sofaen og diskutere film og resten af verden med?
Er det kun fordi han viser interesse, og jeg er en sucker for det?
Måske kan jeg i virkeligheden bare godt li både ham og at bruge tid med ham?

Jeg aner det ikke, og hvordan ved man hvordan alle de følelser og tanker i virkeligheden hænger sammen?

Uanset hvad vender jeg hele tiden tilbage og jeg er glad for beslutningen om at det her bare er, hvad det end er. Ikke mere ikke mindre, det ér bare.

elsk din krop og behandl den pænt

*vinker*

Jeg sværger, jeg er her. Har bare været nedlagt af livet og noget sygdom.

Det jeg vil sige er i virkeligheden bare at man skal eddermugme være glad for sin krop, især når den virker. Drik vand! Behandl den pænt, for damn hvor er man afhængig af den.

Vi kan både gå, stå, løbe, tumle og sidde - det er helt fantastisk! Jeg ved godt at jeg glemmer det igen, lissom vi alle gør, for den er her jo hver dag og hele tiden. Vi tager den for givet, men i virkeligheden er den jo fantastisk kompleks og kræver sq ikke ret meget tilgengæld for alt det vi har mulighed for gennem den.

Jojo, den er da også irriterende og jeg har masser af ting jeg ikke er 100% tilfreds med, men hallo! Den er sq da MIN krop, og i virkeligheden elsker jeg den også præcis som den er, fordi den også er mig.

også et menneskedyr

I dag sagde jeg:

"Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan lide mænd. Jeg stoler bare ikke på jer"

Det må virkelig give point til min situationsfornemmelse, at det var på arbejde og til min leder. Han grinede bare og spurgte hvad jeg mente. Det gled jeg fint af på ved at lave min imitation af Godzilla og snakke om hende (den lækre) fra en anden afdeling der dyrker strip fitness i fritiden.

I virkeligheden handler det jo ikke om mænd, jeg kunne lige så godt ha sagt: "Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan lide mennesker. Jeg stoler bare ikke på dem"

Facts fra min side af verden:
Jeg holder meget af mennesker og jeg elsker at lære mere
Vi kan være uberegnelige dyr, og den del holder jeg ikke så meget af

indtryk

Der er en virkelig fin grænse mellem at være et metalhoved med langt hår og så at ligne et medlem af Kelly Family.

Forsangeren i det første band var vist lige blevet klippet.... det lignede det lange hårs svar på fantomsmerter, når han kastede med hovedet som om der ville være noget der fulgte efter. Til sidst stod han bare og virrede med hovedet.

Det er et absolut no-go for et dødsmetal band at synkron headbange. Det ligner metallens svar på et boybands dansetrin, just don't go there.

Øl er godt.

kontrast fordi det er det jeg er

I aften, mine damer (og herrer???)

Det var stort i går og det bliver stort i aften.
Jeg dyrker forskellige sider af mig selv de her dage, så i går henkogte jeg pærer og i aften skal jeg til dødsmetal koncert.

Jeg kan mærke hvordan der pibler små bække af uforfalsket glæde og lethed gennem min krop (okay solen hjælper nok også lidt). Det er ligesom om hele mit liv skal til at begynde og det er jo lidt fjollet, for jeg kender godt den her forventningsfølelse, det er jo ikke første gang den har været forbi, men det er sådan set lige meget. Jeg suger den ind og nyder hver lille del af den, hver gang.

Jeg vil godt indrømme noget i øvrigt, jeg synes det er for fjollet det der med at man skal klæde sig i - og udpræget være - sort i sort fordi man måske lytter til lidt metal. Så det gør jeg ikke så meget i, men i aften... Jeg tager en sort bluse på, okay t-shirt, og det kradser lidt mod min hjerne et eller andet sted, for jeg er jo ikke sort i sort, jeg har masser af farver! Men jeg gør det.... inkl. noget sort omkring øjnene, bare fordi. Det eneste jeg mangler er at finde ud af HVOR farvestrålende mine smykker kan blive til det outfit (hint: meget).

Tanker, der her bliver en note til sidste post: Jeg ved for meget til at være en pige. Jeg synes kvinde rummer mere, end det jeg føler jeg er.

damer, piger og kvinder

Hvor går grænsen egentligt mellem piger, damer, kvinder etc?

Jeg kan godt se det på et tidspunkt måske virker krampagtigt at blive ved med at kalde sig selv for 'pige', men 'kvinde'...

Det virker bare så bombastisk og eh... jo, det mener jeg faktisk: ultra feministisk på en meget højtravende måde. Når jeg føler mig stærk er jeg kvinde, men sådan til dagligt? det er altså ikke den første betegnelse jeg kommer på.

Og 'dame', det er sådan noget mødre bruger når de vil ha deres børn til at gøre noget, men ikke vil klistre hverken 'pige' eller 'kvinde' på personen. "lad lige damen komme forbi"

Så jeg ved det ikke, og jeg synes jeg mangler noget at kalde mig selv. Brugte pige den anden dag, men det lyder sq bare forkert efterhånden...

Jeg tænker også at den dag jeg bruger kvinde, er dagen inden jeg tager på Femølejr og laver kussetryk*. Den dag jeg holder op med at lege bliver jeg en dame, jeg bruger det om mig selv nu hvis jeg har opført mig virkeligt fjollet eller umodent, så det er mest for at skabe kontrast. Dammit, jeg vil aldrig holde op med at lege!

Men jeg mangler stadig at finde ud af hvad jeg er... som betegnelse. Er det ligeså svært for mænd?

*der er ingenting i vejen med hverken Femølejr eller kussetryk og jeg dømmer ikke, jeg formulerer bare min forståelse. og har måske et hemmeligt ønske om at tage på ølejr.

noget om ben og balance

Okay, det her indlæg er lidt langt ude. Jeg indrømmer med det samme. Jeg spurgte hesten om det, men hun svarede sq ikke, what gives?

Nåmenaltså, det jeg kom til at tænke på: er det bedre at have fire ben end to når man snubler eller mister balancen? Jeg mener, når for eksempel en hest mister fodfæstet med én hov, så har den jo stadigvæk 3 andre at genvinde det med, men så tænker jeg, at det måske er svært at holde styr på fire ben og at det måske opvejer fordelen ved at ramme jorden fire steder...

Omvendt har mennesker jo kun 2 ben og når vi mister balancen med et ben er der ikke så mange muligheder for at redde situationen med det andet, men vi har jo så selvfølgelig resten af kroppen og i særdeleshed armene til at hjælpe...

Nå... Jeg kom til at tænke på det, kunne ikke ræsonnere mig frem til et svar og hesten var som sagt slet ikke nogen hjælp.

ordenes kvalitet

Jeg kom lige til at tænke en tanke om hvordan verden hænger sammen i forhold til det vi siger og kvaliteten af det.

Jeg mener, hvad nu hvis man kun har x antal guldkorn at slynge ud i løbet af en dag? Et lille lager af de der sætninger og ord der er så super rammende, sjove, kloge, indsigtsfulde, what not. Et nøje afmålt antal, der kan fordeles frit.

Hvis man så er lissom jeg, så blir det sq skrabet tyndt det smør, og jeg tænker at så må det virkeligt være udmattende at lytte til mig. Hvis det er sådan det hænger sammen, misunder jeg lidt dem, der ikke taler så meget, men så næsten KUN taler guldkorn.

Jeg er dog blevet enig med mig selv om at det ikke nødvendigvis er sådan verden hænger sammen. Okay, i virkeligheden bliver jeg nødt til at tro på verden ikke hænger sådan sammen og hvornår er der i øvrigt nogensinde noget det er så simpelt? Nemlig, aldrig nogensinde.

Så min version bliver denne her: der er nogen mennesker (det er så f.eks. mig) der udvikler flere og flere guldkorn jo mere de snakker. Så jeg har ikke en afmålt dose guldkorn, nixen bixen. Jeg har et avlsprogram.

En farm af ord og tanker der bare bliver bedre og flere af jo mere jeg bruger dem, yessir. Sådan ser min verden ud.

begejstret Buzz

Jeg er faktisk ret begejstret over at man i Googles Buzz, kan 'Drop begejstring' hvis man ikke synes godt om noget længere.

Det er vist også det eneste jeg er begejstret over i den forbindelse.

ren nostalgi mm.

Jeg passer hus og fyr for mine forældre denne weekend, de tog afsted på weekendtur med nogle venner og jeg blev indkaldt.

Det passer mig faktisk ganske fint, det der med at blive tvunget ud af vante rammer og handlemønstre, det kan være aldeles afslappende og det betyder også at jeg har en bil! My god, hvilken frihed!

Jeg har ikke behov for en bil i min hverdag, men tænk engang, jeg kunne lige beslutte at jeg ville ud på tur i dag og en-to-tre ud i bilen og afsted. Det er sq lidt smartere end først at tjekke bus/tog for bare at finde ud af enten at der ikke går nogen eller at det tager 3 timer hver vej. Christ et cirkus altså.

Okay, det var et sidespor. Det jeg i virkeligheden ville snakke om, er min barndom (kortvarigt) og min mor (kortvarigt) og min aftensmad (ikke helt så kortvarigt).

*rømmemig*

Når nu man er i det fædrende hus, og skal udvælge en tallerken til sin aftensmad (jo det er ikke nødvendigvis noget man bare lige gør, nå) og man så ser, ud af øjenkrogen, med nærmest en glorie om sig: glastallerkenerne. De halvgennemsigtige orange glastallerkner. Det er ren fryd og nostalgi til randen! Og 70'er, rigtig rigtig meget 70'er.

Okay, indrømmet; i virkeligheden er der kun én tallerken tilbage for min mor hadede dem, så de er langsomt forsvundet fra køkkenskabene. Meget langsomt for det er sq nogle solide sataner. Men der er én tilbage og den bar min aftensmad i dag.

*suk*

Jeg tror jeg spørger om jeg ikke må få den.

p.s.

for lige at runde op på indlægget om overskud og morgenmad, så spiser jeg kold pizza til morgenmad mañana, for jeg gider sq ikke til at vaske en kasserolle op. Sådan er min verden i dag :-D

at vide, lissom

Det jeg er allermest bange for, sådan i virkeligheden, er ikke at slå til. at fucke op. at ødelægge gode ting der måske kan ske, fordi jeg 1) ikke kan finde ud af x/y/z 2) er for anspændt til at reagere som den jeg er hvorved alt er tabt (melodramatisk, anyone?) 3) bare ikke er god nok.

Det gode jeg fandt ud af i går, dog: jeg fuckede ikke noget op da jeg gik fra min eksmand. Det er stadigvæk nok det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Det er nok den vigtigste beslutning jeg nogensinde har truffet - og hey - den var rigtig.

Jeg kan sq blive sådan helt lykkeberuset indeni, bare ved tanken. Dels at forholdet er slut, men sq nok også: jeg kan jo godt, når jeg træffer de beslutninger jeg nu engang træffer. Hvorfor skulle de ikke være rigtige, sande, gode?

tanker om overskud

Jeg tænker tanker om vaner, rutiner og hvad de betyder.

Hver aften inden jeg går i seng sørger jeg for at havregrød er sat på komfuret og at tekedlen er fyldt halvt op med vand. 1 del havregryn til 2 dele vand og så lige nogle rosiner i, låg på og så står det der, klar til at blive kogt når jeg står op. Tekedlen skal kun fyldes halvt op for så koger den hurtigere og vandet når at køle så meget af, at min grønne te ikke bliver bitter.

Det aften ritual betyder at når jeg står op skal jeg bare tænde komfuret (huske at fjerne låget) og tænde kedlen inden jeg går ud på badeværelset, så er det hele næsten klart når jeg er færdig og min morgen kan flyde uden afbrydelser. Det betyder også at jeg kan sidde i 15-20 min på min sofa, dæmpet lys og stille musik, gumle havregrød i mig og drikke grøn te, virkelig vågne langsomt og føle at jeg faktisk er tilstede, i det her mit liv og det er sq egentligt ret ok, alt i alt.

Anywho, det jeg tænker er, at den vane, de handle mønstre måske siger noget om hvordan jeg har det, at det viser overskud og det, at jeg nogen gange ikke gør det, siger noget om ja, præcis: overskud. Overskud til at bruge 5 min NU på at gøre noget der i længden betyder meget mere end de elendige små 5 min, det kan betyde forskellen på en god og en elendig morgen.

Det sker tit, synes jeg, at overskuddet til at se længere frem end lige nu, mangler. Uanset om det handler om morgenfred eller verdensfred. Og jeg ved sq ikke... lige i min lille morgenrutine kan jeg sagtens følge parallellen, og jeg tror bestemt jeg har ret i mine tanker, at mit overskud kan måles på de små ting, dem der betyder noget i længden men ikke lige nu, men om det kan overføres til mere? Jeg tror der kommer rigtig mange faktorer ind så, og det holder op med at være simpelt.

oh yeah, mandag

Det her er bare en af de der dage.

Når jeg engang kommer hjem efter at ha hamstret en ramme af mit drug of choice, skal jeg bare ligge på gulvet i lejligheden sætte yndlingspladen over alle yndlingsplader på og dø lidt af glæde det næste kvarter.

same same, but slightly different

Nå, skal I have en update?

Det var faktisk ikke på grund af en stor strid og endelig bukken under. Nogen gange skal man også bare lige tjekke hvornår ens pas udløber, når nu aftalen er i England :-D

Så han måtte bytte herretur med Randers Regnskov sammen med en 3årig... og det er jo næsten det samme, det ved vi allesammen.

Ibs kastede et link ind i kommentarerne på sidste indlæg og jeg kom så til at tænke på noget i samme ombæring da jeg bar vasketøj ned i kælderen, selvom jeg kun bor på 2. sal kan man sq tænke meget op og ned af trapper.

Er 'du skal' ligeså slemt som 'du må ikke'? Det har jeg en fornemmelse af det er, men kan I ikke lige komme med lidt input? Min hjerne er lidt forvirret i spørgsmålet.

jeg tror, men ved ikke

Jeg har egentligt lovet at forklare det der løgne indlæg, men det blir ikke lige i dag, der er noget andet der går mig på.

Jeg kender en, I ved, en af dem der engang var en veninde, og nu er en bekendt og egentligt ok overfladisk bekendtskab, men hun er ikke min VENINDE. Jeg fortæller hende ikke hemmeligheder og jeg betror mig ved gud i himlen ikke til hende.

Nå, men hun har så en kæreste, totalt flink fyr, jeg kan virkelig godt lide ham bedre end jeg kan lide hende faktisk. Én eneste fucking gang om året har han en tradition med nogle venner, hvor de drikker, ryger cigarer og er mande-agtige. Fantastisk ide synes jeg. Problemet er bare at det synes hende her min... - eh... hende der jeg kender - ikke så hun modarbejder det med alt hvad hun kan: vrede, tårer, skyld. Indrømmet, jeg har min del af historien fra ham, men jeg har bare ikke svært ved at forestille mig det.

Han skulle afsted denne her weekend og da hun ikke har lyst til at sove alene har vi aftalt at der kommer nogen over og holder hende med selskab og sover der mens han ikke er der. Fint nok altså, imorges får jeg så en sms der siger at 'han er hjemme alligevel, så du behøver ikke blive og sove og jeg forklarer alt i aften'

Eh what? og jeg ved godt jeg overtolker, der er sikkert en virkelig god forklaring, men jeg tror ikke på det, jeg tror han har overgivet sig, er blevet hjemme fordi hun blev ved og ved og ved og det nager bare inde i mig og jeg tænker: men hvorfor? Hvorfor ikke bare lade ham tage afsted?

Nu kan det selvfølgelig også være han er den ledeste skørtejæger og har forhold til højre og venstre, jeg har bare virkelig svært ved at se det for mig. Jeg synes det er synd for hende, et eller andet sted, at hun ikke stoler på ham eller hvilke årsager hun nu har for ikke at lade ham tage afsted. For mig at se er det bare en unødvendig konfrontation og nogle bånd, der ikke er sunde i et forhold.

Han kunne jo selvfølgelig også bare tage afsted, ikke være underhund og en vatnisse. Jeg ved det ikke, det er jo deres forhold og der er masser af ting jeg ikke kender baggrunden for, men det virker bare så... uholdbart, som et tåbeligt forsøg på kontrol... Det virker bare virkeligt usundt.

Well, i aften får jeg jo at høre hvorfor, måske blev det bare aflyst?

tænk engang

Jeg kan tydeligt huske jeg sad ved min psykolog og stædigt postulerede at jeg ikke løj. "Jeg lyver aldrig" sagde jeg "Jeg fortæller bare versioner af sandheden".

Og dét var jo løgn.

Jeg lyver for mig selv, jeg lyver for mine venner, jeg lyver for mit arbejde. Alt sammen fordi jeg lever og tænker og sandheden ikke altid nødvendigvis er en god ting. Nogen gange tror jeg, jeg lyver for at overleve, for at komme igennem en dag, en uge, et år.

Men oprigtig talt: især når jeg lyver for mig selv, er det jo for at undgå sandheden og det er trods alt markant nemmere at komme nogen som helst steder videre, når udgangspunktet er sandheden.

en-to-tre en-to-tre

hallo, haaalllo *tapper på mikrofon* en-to-tre en-to-tre. *spiller noget på en guitar* haaaaallo.

Jeg er her. Trods alt.

Der er sket en masse, men alligevel er der ikke nogen voldsom forandring. Jeg tænker og tænker og behold! nogen gange handler jeg også.