oh

Jeg har lige set den her fantastiske video hos Kapster2

Det her er en af de ting man er nødt til at dele for at komme af med igen - såeh, undskyld på forhånd.

at vide og at føle

Er der mon en grænse for hvor meget man kan vide?

Jeg synes jeg ved en foruroligende masse ting og jeg synes også at det ikke rigtigt hjælper eller gør nogen vild forskel.

Det er selvfølgeligt ikke rigtigt, det at jeg ved det, betyder også - i mit tilfælde i hvert fald - at jeg forstår det. Jeg ved hvorfor det er sådan og hvad jeg kan gøre.

Nogen gange er det bare som om mit hoved er ved at eksplodere af al den viden, for uanset hvad og hvor meget jeg ved, er det jo stadigvæk bare tanker. Selvom jeg forstår baggrunden og ved hvorfor jeg har det på en bestemt måde...

Alt det jeg ved er jo bare tanker og ord. Det siger ingenting om hvordan jeg føler mig, hvordan jeg har det.

Men dammit jeg ved en masse.

note to self

Note to self: næste gang jeg får den geniale ide at shoppe vinterstøvler - støvler! I ved de der dimser der går et stykke op om underbenet (de fås også i mere eller mindre slutty versioner hvor de går op over halvdelen af låret også, men sådan nogle ledte jeg ikke lige efter), ja I kender dem det ved jeg - så barber for himlens skyld ben først!

For det er jo ikke ligefrem fordi der er deciderede prøverum i en skoforretning - nixen bixen, værsgo at finde en ubehagelig taburet midt i lokalet, og det er eddermugme svært at være diskret når man nu prøver støvler, der ca. går op til knæet, med vinterpels og en udtalt lyst til at være privat om længde, farve og blotte eksistens af nævnte hår. Mine ankelsokker bliver vist aldrig sig selv igen efter jeg forsøgte at hive dem op over knæene, eller den ene af dem i hvert fald.

Men selvfølgelig hvis jeg ikke var taget afsted om formiddagen havde der måske heller ikke stået 3 ekspedienter udenom mig med spændte blikke...

noget om eventyr helte

Okay, jeg har indset noget.

Første del af indsigten:

Jeg bryder mig virkeligt ikke om de bøger hvor helt(ind)en er pinlig, bliver til grin, you name it - I don't like it. Det ok når de fejler og bliver bedre, men jeg kan virkeligt ikke li når de bliver til grin, jeg kan finde på at springe den del af en bogen/filmen what ever over bare for at undgå den tåkrummende pinlighed.

Nå, indtil nu har jeg egentligt troet at jeg så holdt mest af den anden slags helte. Dem der på sekundet forstår deres opgave, hvad de skal gøre, hvorfor og hvordan. De rigtige helte. Dem uden tvivl, dem der aldrig var pinlige, born-to-do-it heltene.

Jeg er kommet i tvivl.

Jeg synes faktisk de rigtige helte er skide kedelige. De blir aldrig fulde, kommer til at vælte efter en lækker mand/kvinde og dermed glemme hvad de skal. Deres (fanfare) hellige mission, for at redde verden fra død, ødelæggelse, ultimativ ondskab, tripoder, dæmoner blah blah blah. Næh, må jeg be om en anden slags helt, en menneske helt! Èn af dem der begår fejl, men blir sejere, som tager tid om at finde sig selv og sin mission. Det andet er sq da for useriøst. Hvad sker der for ikke at stille spørgsmål ved sin rolle, opgave og (fanfare) skæbne? Det er sq da ikke ret helteagtigt i virkeligheden... Det er da mere sådan lidt taber agtigt... sådan lidt desperat for at andre bestemmer hvad rollen i verden skal være.

Jojo, man kan selvfølgeligt argumentere for at hvis man er en rigtig helt, så er det bare ens skæbne, ingen grund til at gruble og stritte imod, så er det bare rigtigt i bund og grund af sjælen.

I don't buy it. Sorry, nixen bixen. Og det er jo ikke engang en god historie, hvor er udfordringen, kampen når helten er perfekt fra starten?

Nope, jeg holder mig til den menneskelige helt, bedre historier og bedre muligheder for indlevelse. Det har jeg lært om mig selv i dag og i løbet af de sidste par måneder.

Al tolkning etc. må stå for læserens egen regning, jeg nægter. Det ville være for let.

men det er mega svært

Jeg har spekuleret og også tænkt lidt.

Især fordi det er et emne der også ligger mig nært personligt. Det der med at sige fra og i samme ombæring, det med at være trofast mod sig selv.

Inden for en overskuelig fremtid har jeg fødselsdag (wuhu!) i den forbindelse holder jeg en lille fest, med nogle gamle veninder og nogle nye, både fordi det er nemmere for mig at kombinere det og fordi det er et interessant socialt eksperiment at sætte folk fra 2 forskellige perioder i mit liv sammen. Jeg både gruer og glæder mig til de historier det kunne medføre.

Nå, men tricket er så at der er en del af dem der ellers havde sagt de kom, der har meldt fra. Jeg er selvfølgelig ærgerlig, for det kunne være fedt at se de forskellige folk sammen og jeg tror mixet kunne give en rigtig god fest, men på den anden side er jeg virkelig glad for at jeg kender folk der kan sige fra på deres egne vegne.
Men det er jo skide svært! Den ene fortalte at hun havde taget tilløb i en uge for at få det sagt, og dét kender jeg i den grad godt.

Først er der hele optakten, hvor jeg altid kan mærke at de forskellige ting jeg skal tårner sig op og jeg får ikke mere overskud af at tænke på at jeg skal noget, snarere mindre og mindre fordi der bare sker for mange ting.... og nogle af aftalerne er faste eller nødvendige og umulige at slippe ud af (det der, der hedder 'hverdag' og 'liv').
Optakten der på et tidspunkt munder ud i en beslutning... Jeg hader det øjeblik, processen er lang og hård, og fyldt med tanker om alle de hensyn jeg synes jeg skal tage, folks følelser og 'kan jeg overhovedet være det bekendt!'. Faktisk er det sværeste i den process at komme helt ind til kernen af mig selv og hvad jeg føler/mener/tænker om en given aftale, ikke fokusere så meget på alle andre, men forsøge at finde ud af: hvordan har JEG det?
Totalt egoistisk og totalt nødvendigt nogen gange.

Selvfølgeligt kan mit hoved snyde mig og jeg kan træffe en beslutning af de forkerte årsager, men hey, man lærer så længe man lever og så vil jeg et eller andet sted hellere træffe en forkert beslutning i ny og næ end aldrig træffe nogen.

Okay, beslutningen er truffet. Hvordan fanden skal jeg nu få det sagt! Hvilke ord skal jeg vælge så x, y, z ikke tror det er personligt? Hvornår er det bedste tidspunkt? Hvordan skal jeg begrunde det? Hvad nu hvis.... !

Jeg har endelig lært at man ikke kommer nogen gode steder med 'hvad nu hvis' man kan hænge fast i fortiden og gøre fremtiden sværere end nødvendigt med det, men helt ærligt. Har jeg lyst til at bruge mit liv på det? Nixen bixen, jeg har ting at gøre, mennesker at møde og steder at se.

Så hvad er det jeg forsøger at sige?

Well, jeg er sq ikke helt sikker. Noget om at man kun selv kan træffe beslutninger om hvad man vil og et eller andet sted er det ikke op til andre at dømme den beslutning. At selvom det er svært, er det vigtigt at lytte til sig selv og ikke eksistere som et spejl af andre. At beslutningen med øvelsen bliver nemmere at tage, men det at sige det gør ikke...

møder, jojo

Jeg kan egentligt godt lide møder. Man sidder helt stille med sine egne tanker og kan skrive dem ned man synes og folk tror bare man er koncentreret og effektiv med noter og alting, lidt skod når de senere kommer og spørger om jeg har nogle noter om noget der blev diskuteret "eh... neeej, jeg har slet ikke noget om det emne" samtidigt med at jeg forsøger at bekæmpe trangen til at fløjte uskyldigt, det ødelægger enhver oprigtig benægtelse.

Nå men i dag kom jeg til at tænke på noget. I får det (praktisk talt) uredigeret. Here goes:

"Gu' ve' om ens hjerne kan eksplodere. Well hvis nu historien om Tycho Brahe er sand, så kan en blære eksplodere hvis man ikke får tisset, så måske kan ens hjerne eksplodere hvis man ikke kommer af med de affaldsstoffer der lagres i hjernen.

Bekymring, angst, eller... måske er det ikke affald for hvis man [tæller] dem med bør man også tage glæde og tilfredshed med...

Hvis vi nu siger: ikke de alt for stærke følelser, mister vi meget. Alt bliver gråt uden sort & hvidt. hvis vi ingen følelser har kan vi lige så godt lade være med at leve.

Måske ubalancerede følelser, for meget af én slags?

hvad er affald i hjernen? måske [er det] subjektivt. Det er det, der ikke gør noget godt/nytte/de overflødige rester."

Jep, sådan har jeg konstruktive møder - der sker meget mere end de andre aner og så fik jeg faktisk også lavet ok noter ;-)

arbej arbej

Jeg er på arbejde og jeg burde burde burde være aktiv inden jeg skal til møde i Århus. Der er lige de der 2 opgaver der egenligt er relaterede med det andet jeg har lavet her i formiddag og hvis jeg gjorde det, ville opgaven være rundet rigtig fint af for i dag. Men hver gang jeg åbner dokumenterne ender jeg bare med at sidde og stirre tomt på siden.

Så i stedet for sidder jeg og lurer
Jeg lurer på min mail, min rss-læser, facebook, jeg tjekker endda min arbejdsmail med jævne mellemrum. Jeg gider ikke i gang med det jeg burde.

Kan vi så lære noget af den lille historie?

Well ja, jeg har da lige indset at grunden til at jeg ikke er gået i gang er at det er uoverskueligt, jeg ved ikke hvor jeg skal starte og hvad meningen egenligt er med det jeg skal til at i gang med.
Så hvis jeg begynder dér, i stedet for det direkte angreb.
Det er planen. Min storslåede plan.