mandag den 16. november 2009

men det er mega svært

Jeg har spekuleret og også tænkt lidt.

Især fordi det er et emne der også ligger mig nært personligt. Det der med at sige fra og i samme ombæring, det med at være trofast mod sig selv.

Inden for en overskuelig fremtid har jeg fødselsdag (wuhu!) i den forbindelse holder jeg en lille fest, med nogle gamle veninder og nogle nye, både fordi det er nemmere for mig at kombinere det og fordi det er et interessant socialt eksperiment at sætte folk fra 2 forskellige perioder i mit liv sammen. Jeg både gruer og glæder mig til de historier det kunne medføre.

Nå, men tricket er så at der er en del af dem der ellers havde sagt de kom, der har meldt fra. Jeg er selvfølgelig ærgerlig, for det kunne være fedt at se de forskellige folk sammen og jeg tror mixet kunne give en rigtig god fest, men på den anden side er jeg virkelig glad for at jeg kender folk der kan sige fra på deres egne vegne.
Men det er jo skide svært! Den ene fortalte at hun havde taget tilløb i en uge for at få det sagt, og dét kender jeg i den grad godt.

Først er der hele optakten, hvor jeg altid kan mærke at de forskellige ting jeg skal tårner sig op og jeg får ikke mere overskud af at tænke på at jeg skal noget, snarere mindre og mindre fordi der bare sker for mange ting.... og nogle af aftalerne er faste eller nødvendige og umulige at slippe ud af (det der, der hedder 'hverdag' og 'liv').
Optakten der på et tidspunkt munder ud i en beslutning... Jeg hader det øjeblik, processen er lang og hård, og fyldt med tanker om alle de hensyn jeg synes jeg skal tage, folks følelser og 'kan jeg overhovedet være det bekendt!'. Faktisk er det sværeste i den process at komme helt ind til kernen af mig selv og hvad jeg føler/mener/tænker om en given aftale, ikke fokusere så meget på alle andre, men forsøge at finde ud af: hvordan har JEG det?
Totalt egoistisk og totalt nødvendigt nogen gange.

Selvfølgeligt kan mit hoved snyde mig og jeg kan træffe en beslutning af de forkerte årsager, men hey, man lærer så længe man lever og så vil jeg et eller andet sted hellere træffe en forkert beslutning i ny og næ end aldrig træffe nogen.

Okay, beslutningen er truffet. Hvordan fanden skal jeg nu få det sagt! Hvilke ord skal jeg vælge så x, y, z ikke tror det er personligt? Hvornår er det bedste tidspunkt? Hvordan skal jeg begrunde det? Hvad nu hvis.... !

Jeg har endelig lært at man ikke kommer nogen gode steder med 'hvad nu hvis' man kan hænge fast i fortiden og gøre fremtiden sværere end nødvendigt med det, men helt ærligt. Har jeg lyst til at bruge mit liv på det? Nixen bixen, jeg har ting at gøre, mennesker at møde og steder at se.

Så hvad er det jeg forsøger at sige?

Well, jeg er sq ikke helt sikker. Noget om at man kun selv kan træffe beslutninger om hvad man vil og et eller andet sted er det ikke op til andre at dømme den beslutning. At selvom det er svært, er det vigtigt at lytte til sig selv og ikke eksistere som et spejl af andre. At beslutningen med øvelsen bliver nemmere at tage, men det at sige det gør ikke...

13 kommentarer:

  1. Jeg får simpelthen ondt i maven af at læse det her. En stor ond knude lige der, hvor beslutningens impact på andre kan mærkes. Du kender det nok. Yrk.

    SvarSlet
  2. Arhj Iben, det er totalt det modsatte der var meningen! Jeg synes det er fedt at kende mennesker der siger fra :-D
    som at

    SvarSlet
  3. Jeg kender det - men øvelse gør mester! :)

    SvarSlet
  4. virkelig? jeg synes godt nok jeg kæmper hårdt mod min første impuls, der altid er 'hvad kan jeg gøre for andre'

    SvarSlet
  5. Jeg kæmper selv... men prøv at lægge mærke til, hvor lidt det faktisk rører folk, når man siger fra. I langt de fleste tilfælde sidder de faktisk ikke og tænker, man er en stor idiot. Og faktisk kan jeg kun huske alt for mange gange, jeg liiiige har bagt en kage, liiiige har malet folks vægge, passet deres katte, hentet dem i lufthavnen, etc. etc. etc.... uden at få nogen synderlig stor tak for det :/ Vær bare lidt egoistisk - det er alle andre :)

    SvarSlet
  6. Det er sandt nok især det der med reaktionen. Nu er det ikke så skidetit jeg (indtil nu) har sagt fra, men de gange jeg har gjort det har der netop ikke været sure miner. Når jeg så skal sige fra, tænker jeg tit på hvordan jeg selv reagerer (og forsøger at reagere) og det er da ikke fordi jeg er ligeglad, men altså... jeg kan sq da ikke bestemme hvordan folk vil prioritere, at huske min egen reaktion gør det også lidt nemmer nogen gange.

    SvarSlet
  7. Efter jeg gik ned med stress er jeg blevet ret god til at sige fra. Men bruger stadig lang tid på at beslutte om jeg skal sige fra.

    SvarSlet
  8. Jeg ved godt, det ikke var meningen. Men det er bare fordi jeg jo kender det så godt :)

    SvarSlet
  9. Det er bare godt at høre det kan lade sig gøre ;-)

    SvarSlet
  10. Been there, done that - bought the t-shirt!

    Tror faktisk at det er derfor jeg har været så socialt tilbagetrukket i mange år. Når man møder nogen som man kommer til at holde af (og som vil en det godt) - bliver det pludselig rigtigt svært at sige fra over for dem. Og når man så samtidig er ved at lære at tage sig selv alvorlig og SKAL lære at sige fra (til det der ikke vil en godt). Mærkelig konstellation!

    Jeg kan da godt mærke at jeg pludselig er lidt nervøs over at være den eneste 'nye' på lørdag. Men jeg vælger at se det som en udfordring! Nu skal jeg bare lige samle lidt kræfter, men mon ikke et gensyn med Evard hjælper på det ;-)

    SvarSlet
  11. Men det er jo DIG søde Klidmoster! Du går jo lige ind i folk med trasser på :) Og det gik da ret storartet, at du tog til konditorisøndag i sin tid, ing.... :)

    SvarSlet
  12. jep... det er lissom nemmere når det er folk man er mere ligeglad med...

    årh Malou, I know, men de er søde (og fucked up sære). Det er sq kun derfor jeg tør sætte folk sammen så 'tidligt'

    SvarSlet
  13. Du har fået en lille udfordring inde på min side. Du bestemmer selv om du vil være med. Der er ingen sure miner;-)

    SvarSlet