note to self

Note to self: næste gang jeg får den geniale ide at shoppe vinterstøvler - støvler! I ved de der dimser der går et stykke op om underbenet (de fås også i mere eller mindre slutty versioner hvor de går op over halvdelen af låret også, men sådan nogle ledte jeg ikke lige efter), ja I kender dem det ved jeg - så barber for himlens skyld ben først!

For det er jo ikke ligefrem fordi der er deciderede prøverum i en skoforretning - nixen bixen, værsgo at finde en ubehagelig taburet midt i lokalet, og det er eddermugme svært at være diskret når man nu prøver støvler, der ca. går op til knæet, med vinterpels og en udtalt lyst til at være privat om længde, farve og blotte eksistens af nævnte hår. Mine ankelsokker bliver vist aldrig sig selv igen efter jeg forsøgte at hive dem op over knæene, eller den ene af dem i hvert fald.

Men selvfølgelig hvis jeg ikke var taget afsted om formiddagen havde der måske heller ikke stået 3 ekspedienter udenom mig med spændte blikke...

I troede jeg var død

Jeg ved det bare!

Jeg har jo flyttet plads og på denne nye - ganske udmærkede i øvrigt - plads sidder jeg med ryggen ud mod rummet det sammen med min (tager tommestokken ud af tasken og måler) 47,5 cm, hvor mange tommer er det? tak internet! min ca 19 tommers skærm lyser ret godt op i landskabet og gør mig markant mindre diskret. Det har så også betydet at alle mine tidligere heller er lidt off-grounds nu.

så var jeg lissom ikke træt mere

Da jeg, stille og roligt må jeg lige tilføje, lagde mig i min seng i aftes sagde det: pfuh og knæk! og så sank madrassen.

Sådan her så det ud, ja plus madras, for den gad jeg ikke tage af før her til morgen. Så jeg sov på sofaen i nat og planlagde en ekskursion ud til folk der kan hjælpe med den slags ting.

Faaaaaar!

og så var min seng solid igen

Jeg gik også på rov i haven og her er høsten, plus 3 store rødbeder og en fennikel der virkeligt overvejer at gå i blomst, det kommer den så ikke til, jeg spiser den inden.


Muligvis kommer der snart en lille billedserie om hvor meget jeg kan svine når jeg laver chokoladekiks fra bunden.

tanker om hvordan ting hænger sammen

Jeg var dybsindig imorges, tænkte over hønen og ægget og hvordan ting påvirker hinanden så det nogen gange kan være svært at se hvad der kommer først.

Noget med rod og overskud.

Når min lejlighed er ren og ryddelig er det så fordi jeg har fået overskud, eller kommer overskuddet fordi der er ryddet op?

Jeg er ikke kommet længere, men det VAR også tidligt.

først fodrede jeg den og nu er den forsvundet

Den her historie ville jeg egenligt ha fortalt i sidste uge, deraf den meget forkerte dato på indlægget, men så var det jo lige at jeg havde meldt mig til en introduktion på arbejdet. Jeg tænkte, jamen hvor lang tid kan det tage? Måske 2-3 timer? Så kvart i 9, hvor kurset skal begynde kl 9 kigger jeg lige på indkaldelsen igen og måske skulle jeg ha gjort det inden jeg accepterede...

6 timer! det var lige min arbejdsdag der forsvandt der OG alle muligheder for at få skrevet indlægget færdig, my god! (nej nej, jeg skriver aaaaaldrig blog indlæg på arbejdet)

Men frygt ej, for lige knap en uge forsinket får I historien om 'Kålormen, først var den der og så var den der ikke'

*andægtig stilhed*

Jeg hentede glad og fro (i dag betyder det ikke dum) et broccolihoved ude ved mine forældre, det smed jeg i køleskabet og så gik der nogle dage.







(Der er nu gået nogle dage) Jeg tog broccolien ud, med den lumske tanke at skære det i stykker til en tærte, men se! en lille (okay ret stor) forfrossen kålorm, den var helt stille og når man rørte ved den reagerede den meget langsomt.

Nej, jeg ved ikke hvorfor det er så blegt, men det smagte godt

*rødme*

Jeg syntes det var så synd for ormen at den var så kold og alting at jeg lod broccolien ligge ude på køkkenbordet så den kunne få lidt at spise og så ville jeg sætte den ud dagen efter.

But behold! da jeg dagen efter skar broccolien i stykker, ingen kålorm!

Jeg tyggede meget forsigtigt den dag, vendte og drejede hver eneste stykke broccoli inden jeg satte tænderne i det...
Jeg har endnu ikke fundet den lille fyr...


Og så lige et lille stemningsbillede fra mit køkkenvindue engang i sidste uge - der er huse og vand under tågen, men det ligner bare et hav der har skyllet op over alting.

jeg gik en del i går

Jeg har fået et lille ekstrajob og i går var første dag.
Det gik fint nok - jeg kan næsten priserne udenad nu, er kun lidt blæst oveni knoppen over rigtigt mange informationer. Det sluttede kl. 20 og jeg tænkte at jeg da lige kunne gå hjem. Bare for at se hvor lang tid det ville tage.

Ja okay. Det var muligvis ikke mit smarteste øjeblik.

Nå men uanset hvad, så tager det 45 min til 1 time. De 15 minutter der er lidt usikre er fordi, de kommer an på om man skal købe klippekort også (og måske slik) og om man hjælper fremmede damer med at plyndre hyldetræer.

Helt ærligt, er der nogen der har set, rent faktisk set, hørt og lagt x % hjerneceller i at forstå det budskab der bliver bragt ud fra fjernsynsskærmen, fra tid til anden?

Det har jeg faktisk... altså tænkt over enkelte af de budskaber der bliver viderebragt, ikke et ord om hvor mange % det krævede dog. Jeg sidder mundlam tilbage og blir nogengange bange på menneskehedens vegne. Okay det er løgn, men jeg græmmer mig i hvert fald, og blir så træt så træt...

Nogen der har set de der, eh 'teasere' for den nye sæson af Robinson? Ham, der der står og skriger at de skal ta tøjet af og lyder fuldstændig hysterisk. Han irriterer mig en lille smule, især den måde stemmen knækker over på, når han med vold og magt skal ha dem til at forstå at det er liv&død det handler om. Det er ikke et tv show hvor du kan vinde ½ million, næh nej, hvis du ikke gør dit bedste så dør du! For dette her er den eneste virkelighed! Og han er så desperat efter at kommunikere det, at det bliver pinligt... argh!


Nogen der har set den der der reklame for clearasil produktet 'Clearasil® Ultral® Rapid Action Treatment Cream'? Det er effektivt indenfor 4 timer... Lad os slå fast med det samme, jeg har ikke noget som sådan noget imod produktet, fred være med det, mit problem går på reklamen...
Mine fødder knuger sig pinagtigt sammen ligså snart jeg ser starten på reklamen, men grundet et selvpinerisk træk, hvis omfang man kun kan begynde at ane omridset af i denne sag, slår jeg ikke over på en anden kanal eller går væk fra stuen... næhnej, jeg blir siddende lisså stille, lægger et evt håndarbejde i skødet...

Recap af reklamens handling: man ser kyllingen og dens ven (i kostumer, se'fø'li) sælge noget i et supermarked, de laver en aftale med nogle piger 4 timer efter. Åh nej! Kyllingen har en kæmpe bums midt i hovedet! Clearasil® Ultral® Rapid Action Treatment Cream to the rescue (fanfare)! 4 timer senere kommer pigerne tilbage til kyllingen og kyllingens ven... Kyllingen tager hovedet af, pigerne siger 'næh, en sød kylling' og så kommer det frygtede øjeblik, hvor vores unge helt flår kyllingedragten op og siger 'en lækker kylling!' men det er ike godt... han er IKKE Hugh Jackman.... og man skal være mindst ligeså lækker som Hugh Jackman for at kunne se lækker ud mens man flår et kyllingekostume af sig...

eh... muligvis bruger jeg lidt FOR mange hjerneceller på det her...

spekulationer

Jeg har spekuleret lidt, okay jeg har spekuleret rigtig meget, over den her sygdomsting.

Jeg kan ikke få det til at passe... det er ligesom om min krop ikke har gjort en indsats for at bekæmpe den... ikke som den plejer, min krop plejer at være aldeles afrettet når det kommer til sygdom. Syg 1 dag, sløj ½ dag, rask -ikke så mange dikkedarer, bare fremad.
Men ikke denne gang, nix, jeg har det nogenlunde lige så skidt som sidste tirsdag da det startede, ikke ret meget bedre, dog med lidt ekstra problem områder, bare for at krydre lidt, det skulle jo nødigt blive trivielt.
Men jeg har ikke feber og i min verden er man altså primært syg når man har feber... det er muligvis ikke rigtigt men sådan ser verden ud inde i mit hoved. Så ingen feber, jævnt sygdomsniveau uden synlig bedring... ikke dødssyg, men bare lidt for syg til at for store armbevægelser eller bevægelse i det hele taget er tilrådeligt...

Det jeg i virkeligheden svæver om og tænker over er om det er en slags fysisk reaktion, på tidligere tider... Jeg har brugt det meste af mit liv på at tage mig af alle andre end mig selv, det har altid været en simpel vurdering af værd, nytte og behov.
Jeg spekulerer på om det der sker nu er en reaktion på at jeg er kommet længere frem i mit eget sind... at jeg er kommet til den chokerende konklusion at det jeg mener og føler også betyder noget... om min krop nu kommer frem med alle de små infektioner og dårligdomme jeg aldrig har haft tid til før...

Jeg ved det ikke, måske leder jeg bare efter en grund til at jeg er fanget på ubestemt tid i min lejlighed...

bærrene i haven

Jeg kom ud forbi Huset-der-skal-sælges, på vej hjem i går og stak hovedet ind omkring, for at tømme postkassen og lure lidt på hvad der var i haven.

Her er høsten:

(Ork jeg elsker at kunne hente mad ude i haven! Det kunne være fedt at blive helt selvforsynende, sådan kunne jeg godt tænke mig at leve og arbejde...)

Helt derude vestpå og med de hindbærbuske vi havde er sæsonen næsten overstået, de fleste bær var overmodne, nogle modne (dem plukkede jeg) og nogle få stadigt umodne, men solbærrene! himmel! de er kæmpestore og smager fantastisk. Så nu har jeg bær, men ingen ide om hvad jeg skal bruge dem til...

Jeg overvejer bare at bruge dem som drys på morgenmaden sammen med den müsli jeg lavede tidligere på ugen:

(det her billede er stillet op KUN for jeres skyld, I må gerne sætte pris på de yndige kompositioner. (Ja okay jeg spiste det efter jeg havde taget billedet, og hva så?))

Måske vil jeg teste Kagekonens alsidige muffin opskrift igen, luksusmuffins, med en blanding af hindbær, solbær og ribs? okay måske kun hindbær og solbær, jeg har en forhistorie, med øh... friske ribsmuffins, tror jeg de blev defineret som.


Anywho, kl blev over 20 inden jeg kom hjem, slæbende på ufatteligt mange pakkenelliker i betragtning af jeg kun havde været væk hjemmefra lige over 1 døgn, jeg var TRÆT af at slæbe på ting der ikke ville blive hængende på min skuldre alligevel...
Vel ankommet foran min dør (der var kommet kasser, wee!) sukker jeg dyyybt, læsser af og går ind, tager rygsækkene med ind og tager poser med ind og tager kasser med ind, smækker døren, ser mig omkring i bombekrateret og tænker: åh gud, jeg burde rydde op, lidt senere: fuck, jeg kan ikke se køkkenbordet længere! og jeg skal f**king fileme også ha lavet aftensmad! Man kan heldigvis altid udskyde at vaske op, ellers var jeg endt som et vrag på gulvet.

Imorges, skulle jeg til at afsted og kigger mig rundt efter nøglerne til døren, hmm de ligger ikke på bogen hvor de plejer, ikke under papirerne på bordet som de nogen gange plejer, what the fuck? jeg er sent på den i forvejen! En grusom mistanke sniger sig ind i mit sind: jeg åbner døren ud til gangen, næh! der hænger nøglerne lisså fint, udenpå døren, hvor de har hængt de sidste 12 timer... så smart er jeg nemlig...