at vide, lissom

Det jeg er allermest bange for, sådan i virkeligheden, er ikke at slå til. at fucke op. at ødelægge gode ting der måske kan ske, fordi jeg 1) ikke kan finde ud af x/y/z 2) er for anspændt til at reagere som den jeg er hvorved alt er tabt (melodramatisk, anyone?) 3) bare ikke er god nok.

Det gode jeg fandt ud af i går, dog: jeg fuckede ikke noget op da jeg gik fra min eksmand. Det er stadigvæk nok det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Det er nok den vigtigste beslutning jeg nogensinde har truffet - og hey - den var rigtig.

Jeg kan sq blive sådan helt lykkeberuset indeni, bare ved tanken. Dels at forholdet er slut, men sq nok også: jeg kan jo godt, når jeg træffer de beslutninger jeg nu engang træffer. Hvorfor skulle de ikke være rigtige, sande, gode?