Den her historie ville jeg egenligt ha fortalt i sidste uge, deraf den meget forkerte dato på indlægget, men så var det jo lige at jeg havde meldt mig til en introduktion på arbejdet. Jeg tænkte, jamen hvor lang tid kan det tage? Måske 2-3 timer? Så kvart i 9, hvor kurset skal begynde kl 9 kigger jeg lige på indkaldelsen igen og måske skulle jeg ha gjort det inden jeg accepterede...
6 timer! det var lige min arbejdsdag der forsvandt der OG alle muligheder for at få skrevet indlægget færdig, my god! (nej nej, jeg skriver aaaaaldrig blog indlæg på arbejdet)
Men frygt ej, for lige knap en uge forsinket får I historien om 'Kålormen, først var den der og så var den der ikke'
*andægtig stilhed*
Jeg hentede glad og fro (i dag betyder det ikke dum) et broccolihoved ude ved mine forældre, det smed jeg i køleskabet og så gik der nogle dage.
(Der er nu gået nogle dage) Jeg tog broccolien ud, med den lumske tanke at skære det i stykker til en tærte, men se! en lille (okay ret stor) forfrossen kålorm, den var helt stille og når man rørte ved den reagerede den meget langsomt.
Nej, jeg ved ikke hvorfor det er så blegt, men det smagte godt
*rødme*
Jeg syntes det var så synd for ormen at den var så kold og alting at jeg lod broccolien ligge ude på køkkenbordet så den kunne få lidt at spise og så ville jeg sætte den ud dagen efter.
But behold! da jeg dagen efter skar broccolien i stykker, ingen kålorm!

Jeg tyggede meget forsigtigt den dag, vendte og drejede hver eneste stykke broccoli inden jeg satte tænderne i det...
Jeg har endnu ikke fundet den lille fyr...

Og så lige et lille stemningsbillede fra mit køkkenvindue engang i sidste uge - der er huse og vand under tågen, men det ligner bare et hav der har skyllet op over alting.