reaktioner

Nu har jeg jo sådan set ingen ide om hvordan det er for andre, jeg formoder (i min naivitet) at det er nogenlunde ligesom for mig.

Nogen gange reagerer jeg på en situation ud fra hvordan verden engang hang sammen for mig. Det sidder på rygradden og sker nærmest instinktivt.
Det der er svært i de situationer er dels at se, det sker og at vurdere situationen ud fra den virkelighed jeg eksisterer i nu. Altså at registrere reaktionen, træde et skridt tilbage og se på om den giver mening i konteksten og min verden.
Det er jo nærmest umuligt; i situationen er der en reaktion og så er det jo sådan, det der med at se en selv udefra... well, det blir sq nemt noget meta-agtigt bøvl, overtænkning og navlegranskning. Den direkte vej til at blæse problemer større op end de er og nogen gange skabe problemer hvor der ikke er nogen.

Blir det meget kryptisk det her?
Det er egentligt ikke med vilje, den konkrete situation kan bare ikke genfortælles og jeg synes ikke jeg vil digte noget til blogindlægget.