flot

Jeg har lige kaldt min kæreste ved min ex-mands navn. Ikke under sex, gudskelov, men stadigvæk ikke et af mine fineste øjeblikke.

Nå, tricket er lidt, at jeg tror jeg ved, hvorfor jeg gjorde det. Jeg var til "Yay! Jeg er totalt meget færdig" komsammen lørdag og dels fordi der var den nuttedeste baby EVER (ja, det siger jeg hver eneste gang jeg møder/holder/ser/aner en baby i horisonten, men det er SANDT!) og dels fordi vi kom til at snakke om grunde til at få børn og især grunde til at få børn, vi virkeligt syntes var dårlige.

En af de dårligste nogensinde, var vi ret enige om, er den der med at få et barn for at redde forholdet. Jeg er glødende enig i at det er en totalt elendig grund til at få et barn, dels et dybt uretfærdigt pres at lægge på et barn og dels så fungerer det jo sjældent sådan at grundlæggende principper i et forhold ændrer sig når der kommer barn eller børn. "Når barnet først bliver født SÅ..." Nix, nope og njet. Ting og issues fortsætter, fordi livet jo lissom bare forsætter bagefter, der er stadigvæk en dagligdag med problemer og alt det andet.

Så jeg er virkeligt imod det som grund og alligevel var det min taktik i mange år, gudskelov kom der ikke noget barn ud af det, men i virkeligheden tror jeg godt jeg forstår hvorfor nogen gør det. For mig handlede det ikke om logik eller at være velovervejet, det var en slags desperation, der snarere satte logik ud af spil, for jeg argumenterede stadig overfor andre hvorfor det var totalt dumt, mens jeg forsøgte mig med præcist den taktik... Jeg vidste godt det var en dårlig ide (for alle andre), men det ville klart være den rigtige vej frem for vores forhold, det var jo klart, hvis vi bare havde et barn sammen, SÅ...

Det var først da jeg indså det med, at problemerne fortsætter på den anden side, at folk netop ikke ændrer sig så markant på grund af en enkeltstående begivenhed at jeg indså hvor utroligt farligt og dumt det jeg gjorde, var.

Alt det her lå jeg og tænkte på her til aften, tænkte meget på hvad jeg tænkte dengang og den situation jeg var i, tænkte på min ex. og så smuttede det sq, skod nok.

Jeg tror det er pga. ovenstående jeg er så glad for, at den der glødende fornemmelse af at måtte og skulle ha et barn NU! er forsvundet. Jeg vil vældigt gerne have barn og børn, men det haster sq ikke og det er bestemt ikke noget jeg ikke kan vente med; f.eks. vente med til det er et glødende behov af årsager, der ikke handler om at ændre noget, jeg selv bliver nødt til indse og konfrontere.