kærestetanketænker

Hvad er et forhold egentligt? Er der nogle nøgleelementer der SKAL være tilstede før det er ok? Er der en bestemt måde?

Når jeg skriver det ned kan jeg godt se hvor fjollet det er, for selvfølgelig er der lige så mange slags forhold som der er mennesker. Hele tanken om at man kan sætte det på skema virker hovedløs, eller jo, man kan da prøve, men jeg tror kun der kommer dårlige ting ud af det. Er der nogensinde kommet noget godt ud af at forsøge at tvinge folk ned i en bestemt form?

Jeg er tydeligvis ikke så god til de der færdig støbte blogindlæg med færdige pointer som en fin lille krølle til sidst. Jeg holder ellers meget af dem, men sådan fungerer min hjerne ikke.

Nå, tilbage til emnet.

Sagen er at jeg just har fået en kæreste, (almindelig jubel, måske er der nogen der kaster med blomster og flag?) og jeg kan virkeligt mærke at jeg tænker og tænker over en masse ting, især fordi mit sidste forhold var.... eh... komplekst og ikke sundt. Så der er en masse ting jeg skal lære igen og nogen ting jeg skal lære for første gang med hensyn til alt det der med at være 2.

Og...
Well, altså jeg ved sq ikke om han er 'the one', jeg har ingen anelse om hvorvidt jeg er sammen med ham om 10 år eller bare 1. Jeg har slet ikke lyst til at lave den der langtidsplanlægning. Jeg er alt for forvirret til at gøre det og lige nu synes jeg slet ikke jeg har behov for det. Okay indrømmet, jeg tænker heller ikke langtidsplanlægning fordi jeg slet ikke har fornemmelsen af, at vi vil det samme, så lige nu nyder jeg bare (og udskyder, virkelig en god taktik (NOT)).

Men jeg kan bare mærke hvordan mit bryst nogen gange knuger sig helt sammen når jeg ser på ham, jeg er ved at fatte at han vil MIG, bare fordi jeg er mig (og dét er sq da mærkeligt). Jeg ved at jeg bare kan snakke løs til ham eller være sær eller stille eller larme. Jeg begynder at forstå at mine ønsker og tanker er vigtige, jeg er ved at lære at jeg er vigtig.

Det er skide svært.

Tricket er lidt, i forbindelse med det jeg startede med, at sådan som jeg har det med ham og det vi har, nogen gange tænker jeg om det er forkert.
For jeg kan godt lide at det er hverdag, at det er afslappet, at der ikke er et pres for at nå noget bestemt eller være på en bestemt måde. Jeg kan virkeligt godt lide når han smiler, den måde hans øjne rynker på og jeg kan mærke helt inderst i mig hvor meget han holder af mig og jeg af ham.
Jeg kan godt lide at det føles som hverdag og helt naturligt. Jeg kan godt lide at det ikke altid er store falbelader, at det ikke alt sammen er eventyr.

Og jeg ved ikke om det er forkert, om det burde være mere stormende, mere noget?