men det er mega svært

Jeg har spekuleret og også tænkt lidt.

Især fordi det er et emne der også ligger mig nært personligt. Det der med at sige fra og i samme ombæring, det med at være trofast mod sig selv.

Inden for en overskuelig fremtid har jeg fødselsdag (wuhu!) i den forbindelse holder jeg en lille fest, med nogle gamle veninder og nogle nye, både fordi det er nemmere for mig at kombinere det og fordi det er et interessant socialt eksperiment at sætte folk fra 2 forskellige perioder i mit liv sammen. Jeg både gruer og glæder mig til de historier det kunne medføre.

Nå, men tricket er så at der er en del af dem der ellers havde sagt de kom, der har meldt fra. Jeg er selvfølgelig ærgerlig, for det kunne være fedt at se de forskellige folk sammen og jeg tror mixet kunne give en rigtig god fest, men på den anden side er jeg virkelig glad for at jeg kender folk der kan sige fra på deres egne vegne.
Men det er jo skide svært! Den ene fortalte at hun havde taget tilløb i en uge for at få det sagt, og dét kender jeg i den grad godt.

Først er der hele optakten, hvor jeg altid kan mærke at de forskellige ting jeg skal tårner sig op og jeg får ikke mere overskud af at tænke på at jeg skal noget, snarere mindre og mindre fordi der bare sker for mange ting.... og nogle af aftalerne er faste eller nødvendige og umulige at slippe ud af (det der, der hedder 'hverdag' og 'liv').
Optakten der på et tidspunkt munder ud i en beslutning... Jeg hader det øjeblik, processen er lang og hård, og fyldt med tanker om alle de hensyn jeg synes jeg skal tage, folks følelser og 'kan jeg overhovedet være det bekendt!'. Faktisk er det sværeste i den process at komme helt ind til kernen af mig selv og hvad jeg føler/mener/tænker om en given aftale, ikke fokusere så meget på alle andre, men forsøge at finde ud af: hvordan har JEG det?
Totalt egoistisk og totalt nødvendigt nogen gange.

Selvfølgeligt kan mit hoved snyde mig og jeg kan træffe en beslutning af de forkerte årsager, men hey, man lærer så længe man lever og så vil jeg et eller andet sted hellere træffe en forkert beslutning i ny og næ end aldrig træffe nogen.

Okay, beslutningen er truffet. Hvordan fanden skal jeg nu få det sagt! Hvilke ord skal jeg vælge så x, y, z ikke tror det er personligt? Hvornår er det bedste tidspunkt? Hvordan skal jeg begrunde det? Hvad nu hvis.... !

Jeg har endelig lært at man ikke kommer nogen gode steder med 'hvad nu hvis' man kan hænge fast i fortiden og gøre fremtiden sværere end nødvendigt med det, men helt ærligt. Har jeg lyst til at bruge mit liv på det? Nixen bixen, jeg har ting at gøre, mennesker at møde og steder at se.

Så hvad er det jeg forsøger at sige?

Well, jeg er sq ikke helt sikker. Noget om at man kun selv kan træffe beslutninger om hvad man vil og et eller andet sted er det ikke op til andre at dømme den beslutning. At selvom det er svært, er det vigtigt at lytte til sig selv og ikke eksistere som et spejl af andre. At beslutningen med øvelsen bliver nemmere at tage, men det at sige det gør ikke...