ren nostalgi mm.

Jeg passer hus og fyr for mine forældre denne weekend, de tog afsted på weekendtur med nogle venner og jeg blev indkaldt.

Det passer mig faktisk ganske fint, det der med at blive tvunget ud af vante rammer og handlemønstre, det kan være aldeles afslappende og det betyder også at jeg har en bil! My god, hvilken frihed!

Jeg har ikke behov for en bil i min hverdag, men tænk engang, jeg kunne lige beslutte at jeg ville ud på tur i dag og en-to-tre ud i bilen og afsted. Det er sq lidt smartere end først at tjekke bus/tog for bare at finde ud af enten at der ikke går nogen eller at det tager 3 timer hver vej. Christ et cirkus altså.

Okay, det var et sidespor. Det jeg i virkeligheden ville snakke om, er min barndom (kortvarigt) og min mor (kortvarigt) og min aftensmad (ikke helt så kortvarigt).

*rømmemig*

Når nu man er i det fædrende hus, og skal udvælge en tallerken til sin aftensmad (jo det er ikke nødvendigvis noget man bare lige gør, nå) og man så ser, ud af øjenkrogen, med nærmest en glorie om sig: glastallerkenerne. De halvgennemsigtige orange glastallerkner. Det er ren fryd og nostalgi til randen! Og 70'er, rigtig rigtig meget 70'er.

Okay, indrømmet; i virkeligheden er der kun én tallerken tilbage for min mor hadede dem, så de er langsomt forsvundet fra køkkenskabene. Meget langsomt for det er sq nogle solide sataner. Men der er én tilbage og den bar min aftensmad i dag.

*suk*

Jeg tror jeg spørger om jeg ikke må få den.

p.s.

for lige at runde op på indlægget om overskud og morgenmad, så spiser jeg kold pizza til morgenmad mañana, for jeg gider sq ikke til at vaske en kasserolle op. Sådan er min verden i dag :-D

at vide, lissom

Det jeg er allermest bange for, sådan i virkeligheden, er ikke at slå til. at fucke op. at ødelægge gode ting der måske kan ske, fordi jeg 1) ikke kan finde ud af x/y/z 2) er for anspændt til at reagere som den jeg er hvorved alt er tabt (melodramatisk, anyone?) 3) bare ikke er god nok.

Det gode jeg fandt ud af i går, dog: jeg fuckede ikke noget op da jeg gik fra min eksmand. Det er stadigvæk nok det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Det er nok den vigtigste beslutning jeg nogensinde har truffet - og hey - den var rigtig.

Jeg kan sq blive sådan helt lykkeberuset indeni, bare ved tanken. Dels at forholdet er slut, men sq nok også: jeg kan jo godt, når jeg træffer de beslutninger jeg nu engang træffer. Hvorfor skulle de ikke være rigtige, sande, gode?

tanker om overskud

Jeg tænker tanker om vaner, rutiner og hvad de betyder.

Hver aften inden jeg går i seng sørger jeg for at havregrød er sat på komfuret og at tekedlen er fyldt halvt op med vand. 1 del havregryn til 2 dele vand og så lige nogle rosiner i, låg på og så står det der, klar til at blive kogt når jeg står op. Tekedlen skal kun fyldes halvt op for så koger den hurtigere og vandet når at køle så meget af, at min grønne te ikke bliver bitter.

Det aften ritual betyder at når jeg står op skal jeg bare tænde komfuret (huske at fjerne låget) og tænde kedlen inden jeg går ud på badeværelset, så er det hele næsten klart når jeg er færdig og min morgen kan flyde uden afbrydelser. Det betyder også at jeg kan sidde i 15-20 min på min sofa, dæmpet lys og stille musik, gumle havregrød i mig og drikke grøn te, virkelig vågne langsomt og føle at jeg faktisk er tilstede, i det her mit liv og det er sq egentligt ret ok, alt i alt.

Anywho, det jeg tænker er, at den vane, de handle mønstre måske siger noget om hvordan jeg har det, at det viser overskud og det, at jeg nogen gange ikke gør det, siger noget om ja, præcis: overskud. Overskud til at bruge 5 min NU på at gøre noget der i længden betyder meget mere end de elendige små 5 min, det kan betyde forskellen på en god og en elendig morgen.

Det sker tit, synes jeg, at overskuddet til at se længere frem end lige nu, mangler. Uanset om det handler om morgenfred eller verdensfred. Og jeg ved sq ikke... lige i min lille morgenrutine kan jeg sagtens følge parallellen, og jeg tror bestemt jeg har ret i mine tanker, at mit overskud kan måles på de små ting, dem der betyder noget i længden men ikke lige nu, men om det kan overføres til mere? Jeg tror der kommer rigtig mange faktorer ind så, og det holder op med at være simpelt.

oh yeah, mandag

Det her er bare en af de der dage.

Når jeg engang kommer hjem efter at ha hamstret en ramme af mit drug of choice, skal jeg bare ligge på gulvet i lejligheden sætte yndlingspladen over alle yndlingsplader på og dø lidt af glæde det næste kvarter.

same same, but slightly different

Nå, skal I have en update?

Det var faktisk ikke på grund af en stor strid og endelig bukken under. Nogen gange skal man også bare lige tjekke hvornår ens pas udløber, når nu aftalen er i England :-D

Så han måtte bytte herretur med Randers Regnskov sammen med en 3årig... og det er jo næsten det samme, det ved vi allesammen.

Ibs kastede et link ind i kommentarerne på sidste indlæg og jeg kom så til at tænke på noget i samme ombæring da jeg bar vasketøj ned i kælderen, selvom jeg kun bor på 2. sal kan man sq tænke meget op og ned af trapper.

Er 'du skal' ligeså slemt som 'du må ikke'? Det har jeg en fornemmelse af det er, men kan I ikke lige komme med lidt input? Min hjerne er lidt forvirret i spørgsmålet.

jeg tror, men ved ikke

Jeg har egentligt lovet at forklare det der løgne indlæg, men det blir ikke lige i dag, der er noget andet der går mig på.

Jeg kender en, I ved, en af dem der engang var en veninde, og nu er en bekendt og egentligt ok overfladisk bekendtskab, men hun er ikke min VENINDE. Jeg fortæller hende ikke hemmeligheder og jeg betror mig ved gud i himlen ikke til hende.

Nå, men hun har så en kæreste, totalt flink fyr, jeg kan virkelig godt lide ham bedre end jeg kan lide hende faktisk. Én eneste fucking gang om året har han en tradition med nogle venner, hvor de drikker, ryger cigarer og er mande-agtige. Fantastisk ide synes jeg. Problemet er bare at det synes hende her min... - eh... hende der jeg kender - ikke så hun modarbejder det med alt hvad hun kan: vrede, tårer, skyld. Indrømmet, jeg har min del af historien fra ham, men jeg har bare ikke svært ved at forestille mig det.

Han skulle afsted denne her weekend og da hun ikke har lyst til at sove alene har vi aftalt at der kommer nogen over og holder hende med selskab og sover der mens han ikke er der. Fint nok altså, imorges får jeg så en sms der siger at 'han er hjemme alligevel, så du behøver ikke blive og sove og jeg forklarer alt i aften'

Eh what? og jeg ved godt jeg overtolker, der er sikkert en virkelig god forklaring, men jeg tror ikke på det, jeg tror han har overgivet sig, er blevet hjemme fordi hun blev ved og ved og ved og det nager bare inde i mig og jeg tænker: men hvorfor? Hvorfor ikke bare lade ham tage afsted?

Nu kan det selvfølgelig også være han er den ledeste skørtejæger og har forhold til højre og venstre, jeg har bare virkelig svært ved at se det for mig. Jeg synes det er synd for hende, et eller andet sted, at hun ikke stoler på ham eller hvilke årsager hun nu har for ikke at lade ham tage afsted. For mig at se er det bare en unødvendig konfrontation og nogle bånd, der ikke er sunde i et forhold.

Han kunne jo selvfølgelig også bare tage afsted, ikke være underhund og en vatnisse. Jeg ved det ikke, det er jo deres forhold og der er masser af ting jeg ikke kender baggrunden for, men det virker bare så... uholdbart, som et tåbeligt forsøg på kontrol... Det virker bare virkeligt usundt.

Well, i aften får jeg jo at høre hvorfor, måske blev det bare aflyst?

tænk engang

Jeg kan tydeligt huske jeg sad ved min psykolog og stædigt postulerede at jeg ikke løj. "Jeg lyver aldrig" sagde jeg "Jeg fortæller bare versioner af sandheden".

Og dét var jo løgn.

Jeg lyver for mig selv, jeg lyver for mine venner, jeg lyver for mit arbejde. Alt sammen fordi jeg lever og tænker og sandheden ikke altid nødvendigvis er en god ting. Nogen gange tror jeg, jeg lyver for at overleve, for at komme igennem en dag, en uge, et år.

Men oprigtig talt: især når jeg lyver for mig selv, er det jo for at undgå sandheden og det er trods alt markant nemmere at komme nogen som helst steder videre, når udgangspunktet er sandheden.

en-to-tre en-to-tre

hallo, haaalllo *tapper på mikrofon* en-to-tre en-to-tre. *spiller noget på en guitar* haaaaallo.

Jeg er her. Trods alt.

Der er sket en masse, men alligevel er der ikke nogen voldsom forandring. Jeg tænker og tænker og behold! nogen gange handler jeg også.